Vi passer på dem du holder mest af

Ring 21 49 60 91

Hos Barington's Dyreinternat og Pension kan du trygt få passet din hund eller kat. Vi har mange års erfaring og stort fokus på, at din bedste ven har det godt, mens du er på ferie eller blot andet steds i en dag eller to.

Hvem er vi?

Vi er en familie, der elsker dyr!

Jeg hedder Kia Barington. Jeg er 44 år gammel og indehaver af Barington’s Dyreinternat og Pension. Jeg er datter af Lola og Alec Barington, der i 2007 byggede og opførte internatet, som indtil 1. juli 2022 hed Vestsjællands Dyreinternat. 

Jeg er vokset op med dyr og har brugt det meste af mit liv på ryggen af en hest. Arbejdet med dyrene har altid ligget i kortene, og det er også det, der er min helt store passion. 

Jeg har i de sidste 13 år arbejdet som betjent på Københavns Vestegn, hvor det er borgerne, der har været i højsædet, men nu er tiden endelig kommet til dyrene på fuld tid! At arbejde med dyr er jo ikke et fuldtidsjob, men derimod en livsstil, som nu får min fulde opmærksomhed. 

Tanken om en hverdag med dyr er jo fantastisk i sig selv, men når man så åbner dørene ind til internatet/pensionen om morgenen og bliver mødt af alle de glade, bjæffende og logrende hunde og katte der spinder, så kan man ikke blive andet end glad, og det bekræfter en i, at man er lige præcis der, hvor man gerne vil være.

Resten af min skønne familie består af min dejlige mand Carsten, som man af og til støder på, når han er igang med at fikse ting i internatet. Og så har vi min datter Gry og min mands søn Christian, som begge er en stor del af internatet og hverdagen med dyrene. Derudover har min mand en stor datter, som har bosat sig i Aalborg, hvor hun studerer. 

Man vil da også stadig støde på mine forældre, der af og til hjælper til eller passer internatet, når jeg ikke kan være der.

Mine forældre er fantastiske sparringspartnere med deres 25 års erfaring inden for branchen. 

Hvis ikke vi allerede har mødt hinanden i forbindelse med pasning af jeres dyr, så glæder jeg/vi os til at møde jer alle og jeres dejlige dyr.

Vi ses!

Vi elsker dine dyr, ligesom du gør!

En hund eller en kat er jo ikke bare et dyr, det er et familiemedlem og også de fleste menneskers bedste ven.

Hos Barington’s Dyrepension kan du trygt få passet din hund eller kat. Vi har dyrets trivsel i højsædet. Der bliver lagt mærke til, om dyrene trives, om de spiser deres mad eller om de blot har brug for et ekstra kram.

Der bliver lyttet til og efterkommet særlige behov, så hvis man har et dyr, der har behov for medicin, særligt foder eller andet, så aftales dette ved indleveringen af dyret, og det er ikke til besvær.

Vores faciliteter!

Barington’s Dyreinternat og Pension er et 630 kvadratmeter stort dyreinternat og pension, der er indrettet i moderne faciliteter i Snertinge, mellem Holbæk og Kalundborg på Sjælland.

Pensionen har 35 separate bokse til hunde og 6 bokse til katte. Hundeboksene er alle store, indbydende og med tilhørende overdækkede løbegårde, således hundene i løbet af dagen frit kan vælge, om de vil være inde eller ude. Hundene bliver ikke sat sammen med andre hunde, med mindre der er et stort ønske om dette. Katteboksene er ligeledes rummelige og indbydende, og der er et stort fællesareal, hvor de sociale katte kan hilse på hinanden, hvis der er et ønske om dette.

Der er desuden en stor indhegnet løbegård, som bliver brugt som legeareal, og en dejlig stor skov, som flittigt bliver brugt til hundeluftning.

Alle firbenede gæster i pensionen bliver indlogeret i private bokse og får opmærksomhed, motion og leg samt velsmagende foder under opholdet.

Dyrenes trivsel er altid i centrum hos os.

 

Masser af motion, leg & kærlig omsorg

Hundene bliver luftet flere gange dagligt. Enten ved gåture i vores skov eller ved leg på vores store legeplads. Kattene har legetøj og kan sættes sammen, hvis det giver mening.

Vi bestræber os på, at alle hundene og kattene i pensionen får masser af menneskelig kontakt i form af motion, leg og kærlig omsorg. Dyrenes trivsel er vores største fokus, og derfor sørger vi for at aktivere dem, så vidt det er muligt.

Der bliver naturligvis taget hensyn og højde for de hunde, der grundet alder eller andre gode grunde, ikke er så aktive længere. Dette aftales med ejer ved ankomsten.

Faste rutiner og menneskelig kontakt

Hos Barington’s Dyreinternat og Pension har vi gennem årene opbygget masser af erfaring, og derfor har vi nu en fast rutine. Herved struktureres dagligdagen for vores gæster.

Vi starter dagen med at lukke alle hundene ud i deres respektive løbegårde, alt imens der gøres rent i deres indendørs bokse.

Ca. kl. 9.30 lukkes hundene ind, så de kan få deres foder, imens der nu rengøres i de udvendige løbegårde.

Når det er overstået lukkes der op, så hundene selv kan bestemme, om de vil være inde eller ude. Herefter luftes hundene enkeltvis. Det er vores erfaring, at hundene gerne vil have ro henover middag.

Om eftermiddagen går vi igen ture eller lufter hundene på legepladsen. I sommerperioden udskyder vi luftningen til køligere temperaturer indfinder sig. Derefter aftenfodres hundene.

Ca. kl. 21.30 siger vi godnat til alle hunde og katte og alle lemme bliver lukket, således hunden kan få fred og ro til at sove. Til sidst bliver der gået en runde med hundegufferne, hvilket er et kæmpe hit. Her bliver der ligeledes uddelt ekstra krammere til de hunde eller katte, der skulle have brug for det.

Afslappet atmosfære

Både vi, hundene og kattene sætter pris på, at alt foregår i en så rolig og afslappet atmosfære som muligt. Når du derfor skal indlevere eller afhente din hund eller kat, så tager vi af samme årsag ikke ejerne med ind i selve pensionen. Hunden bliver afleveret og afhentet i selve informationen, hvilket vi ligeledes har erfaret giver den bedste oplevelse for hunden. 

Kvalitetsfoder

Vi fodrer hundene og kattene med velsmagende kvalitetstørfoder. Det er vores erfaring, at de fleste hunde og katte spiser dette med velbehag.

Det er fast hos os, at hundene får blandet lidt leverpostej i deres morgenmad – de elsker det og gør lige lidt ekstra ved appetitten. Hvis ikke din hund tåler leverpostej, vil vi meget gerne vide dette ved ankomsten. Det er ligeledes vigtigt, at du oplyser om eventuelle allergier eller andet.

Du er naturligvis velkommen til selv at medbringe det foder, som hunden er vant til hjemmefra.

Vi prøver at sikre et højt sundhedsniveau. Derfor modtager vi kun vaccinerede, sunde og raske hunde, der også er vaccineret mod kennelhoste. Hvis der er tvivl omkring denne vaccine, så kontakt din dyrlæge som kan være behjælpelig med at oplyse, hvorvidt hunden er dækket imod kennelhoste eller ej.

Skulle en hund blive syg under opholdet, så vil den blive flyttet til vores karantæneafdeling for at sikre, at de andre hunde ikke bliver smittet.

Ved sygdom

Hvis din hund/kat bliver syg, og vi skønner det nødvendigt, så tilkalder vi naturligvis en dyrlæge – enten Snertinge Dyrehospital eller vagthavende dyrlæge – og du som ejer vil blive kontaktet hurtigst muligt.

Hvis din hund/kat bruger medicin, får særlige kosttilskud eller lignende, skal du blot medbringe den nødvendige medicin og give os en grundig instruktion. Så sørger vi for, at hunden/katten bliver medicineret som normalt.

Medbring altid medicin til et par dage ekstra, hvis du skulle blive forhindret i at afhente hunden/katten til aftalt tid.

Har du andre specielle ønsker vedrørende dit dyrs ophold, så skal du blot aftale det med os.

Du er naturligvis velkommen til at besøge os, før du bestemmer dig til, om din hund/kat skal være hos os. Ring blot og aftal en tid, så vi har mulighed for at vise dig rundt.

I skoleferier og på andre helligdage, hvor vi har mange pensionærer, der modtager vi dog helst ikke besøg af hensyn til den ro vi ønsker at skabe omkring dyrene.

 

Giv os en anmeldelse

Vi håber, at I har haft en god oplevelse og ønsker at dele den med andre!

FANTASTISK GODT STED

Vi har lige sends vores to dejlige bordercollier på ferie hos Alec og Lola. Det er et fantastisk godt sted for hundene, som bliver forkælet som hunde nu skal efter alle kunstens regler. ANNE

BERIGET MINE DAGE

Jeg hentede den ene af mine 4 hunde Bufas hos Lola for snart 8 år siden 🙂 og han har beriget mine dage med dejlige oplevelser lige siden 🙂 jeg fik en rigtig god behandling og den dejligste hund 🙂 hvad kan man ønske sig mere 🙂 KENNETH

jeg kan varmt anbefale Baringtons Dyreinternat

jeg har fået passet min kanin og katte og det har jeg været rigtig glad for. Da jeg ofte bliver indlagt akut, kommer Alec og henter kattene her i mit hjem da jeg ikke har bil og ingen mulighed for at komme med dem , da jeg kun må have 1 dyr med i en flex bil . når jeg er udskrevet , bliver de bragt hjem igen . dejligt med så god service. jeg håber da at jeg også i fremtiden kan få passet mine katte i Snertinge. misserne har været passet hos dyreværnet i Roskilde og det kunne de bestemt ikke li' i de 6 dage jeg var indlagt lå de bare i deres kasse og gemte sig og ville intet spise. Hos Alec og Lola var de glade . så jeg kan varmt anbefale Baringtons Dyreinternat . jeg har været på besøg , og syntes om de forhold mine katte blev tilbudt . dejlige kattebokse og med mulighed for at komme ud og være sammen med andre rolige katte . med venlig hilsen Lone Kristensen Kalundborg.